Leros tur-retur!
Vi mødtes alle en meget tidlig morgen i Billund lufthavn, alle med destination Leros i det græske øhav. Vi var ikke helt sikre på hvad vi skulle bruge tiden på i de 14 dage som Jettes selvudviklingskursus varede. Men en ting var sikkert, vi skulle se på os selv , indstillingen til os selv men også til livet. Der var dog lagt nogle overordnede emner/ temaer, som vi vidste på forhånd.
Der er sket meget siden den tidlige morgen i Billund lufthavn. Derfor vil vi gerne dele vores oplevelser med andre.
For vores vedkommende er det dog således, at vi ikke er i stand til at skille vores ophold på Leros ad. Med det mener vi
at vi er vendt tilbage til Danmark med en utrolig stor og berigende oplevelse. En oplevelse som er et sammensurium af, samværet med de andre kursister, øen i sig selv som er fantastisk, og absolut ikke mindst selve kursuset.
Det hele foregik således, at vi havde kursus hver dag fra kl. 9.00 til kl. 13.00, på nær 2 fridage. Der herskede en utrolig stor seriøsitet både fra Jette´s og fra vores side.
Efter kl. 13.00 havde vi hver især mulighed for at gøre hvad vi havde lyst til. Nogle valgte at benytte sig af solen og det salte vand og bare slappe af, andre brugte tiden til at snakke og øse ud af livserfaringer, andre igen udforskede øen. På de 2 fridage der er indlagt i kursuset, var der nogle der valgte at besøge naboøen Patmos, andre valgte Kos.
Vi havde også mulighed for at bruge eftermiddagen til at snakke med Jette på en mands hånd, hvis vi havde behov for det.
På kursuset lavede vi mange forskellige ting, såsom at meditere, træne vores intution, m.m.. Det der især satte skub i vores udvikling, var de mange meditationer. Det skal siges at vi ikke kun sad i ” vores lokale” og mediterede. Vi var også på besøg i forskellige kirker og kapeller, hvor vi mærkede hvordan forskellige former for energi kan influere på vores oplevelse med meditation. Blandt andet kan nævnes at vi besøgte en gammel borg, som i tidernes morgen har beskyttet Leros mod angreb fra Tyrkiet. På den borg findes et gammelt Jomfru Maria ikon, som hvert år tilbedes at mange grækere, som rejser langt for netop at bede til dette ion. Et andet besøg var i en kirke , hvor politiske fanger har fået lov til at dekorere kirken , helt frem til 1972. Der er det tydeligt at se hvordan de har formået at formidle deres budskab gennem billederne. Vi vil også i samme åndedrag bemærke, at der er en helt speciel energi på Leros, som virkelig gør noget ved en.
Grunden til at meditationerne virkede så godt på os var, at Jette altid samlede op på det, vi hver især havde oplevet. Så hvis man havde lyst til at fortælle om sin oplevelse, var der rig mulighed for det. På den måde blev vi i hvert fald klogere!!!!!
Vi nød meget, at turen blev et mix af mange forskellige ingredienser, som vi nævnte i starten. At tage på et 14 dages langt selvudviklingskursus kan godt komme til at virke navlebeskuende. Men det blev det imidlertid ikke, da vi havde mulighed for at selv at sige til og fra , med hensyn til hvad vi ville være med til og hvad vi ikke ville være med til.
Som før nævnt var der efter kl. 13.00 frit spil, for os kursister til at gøre hvad vi havde lyst til. Der var dog enkelte arrangerede ture . Vi havnede i en gruppe af piger som fandt det yderst tiltrækkende at nyde sydens sol og det salte vand. Som dagen svandt hen og solens stråler ikke længere formåede at fylde os op, var vi nødsaget til at finde andre ”lyster”. Dette faldt os imidlertid ikke særlig svært. Der findes nemlig mange gode restauranter, hvor man kan stifte bekendtskab med den græske mad. Såfremt der skulle være nogle, der ynder at bevæge sig til musik og eksperimentere med eksotiske drinks, kan vi fortælle der også er mulighed for dette på Leros.
Lige et enkelt eller 2 retoriske spørgsmål: ” Hvad er en ferie i Grækenland uden at man har lært et par græske ord??? Og lidt græsk dans??? Det ville næppe være til at bære at skulle returnere til Danmark og være disse kundskaber foruden. Derfor kan vi berolige alle med , at der var arrangeret græsk aften, hvor vi håbefulde danskere havde mulighed for at lære græsk dans. Med hensyn til sproget er øens beboere meget villige til at lære fra sig, de er i det hele taget meget åbne og venlige overfor danske turister.
Af arrangerede ture kan vi nævne en tur, nemlig turen ” Leros rundt ”. Hele vores gruppe valgte denne tur , hvor der gives en grundig fortælling om Leros samt om dens gamle og spændende historie.
I det hele taget var der hele tiden sørget for at man kunne vælge at være en del af samværet, både dag og aften. Vi havde den aftale af de der ville med ud at spise mødtes på en bestemt tidspunkt, hvis det var ens lyst, men ville man gå for sig selv var der også mulighed for dette. Derfor kan man sagtens tage denne tur på egen hånd. Man kan altid vælge frit om man vil have selskab eller om man vil være sig selv.
For vores vedkommende blev denne tur et vendepunkt i vores liv. Den åbnede vores øjne for at se nye aspekter både af livet og af os selv. Det kan vi selvfølgelig takke Jette for, men selvom hun er dygtig, får hun ikke hele æren. Det er et samspil mellem øen og dens beboere, kursister og selve kurset der gør forskellen.
For os blev den en oplevelse for livet, der er spækket med minder, vi kan gribe fat i og bruge til noget, når hverdagen bliver for grå. Vi kan ikke love at alle vil få sådan en oplevelse, men vi lover, at alle potentialer er tilstede.
Yderlige informationer vedr. selvudviklingskurser på Leros, kontakt da venligst Clairvoyant/bevidstolog Jette Jacobsen på mobil 20 13 29 21 eller www.selvudvikling.dk
Forfatter: Lena Skou
Lena Skou udannet folkeskolelærer og har arbejdet med selvudvikling i nogen år, og ville prøve en anden form for selvudviklingskursus, derfor ferien på Leros